Sjællands Oddes tilblivelse – Sagnet, istiden og de første odboere

Af Kristian Massey Møller, Oddens Sognepræst

Førhen fortalte odboere deres børn, at Odden var blevet skabt af en trold, som havde hul i sin vante. Trolden, som boede i det sydlige Odsherred, ville besøge Jylland. Derfor fyldte den jord i sin vante, så den kunne lave en smal vej over havet. I hullet strømmede i øvrigt vandet ind var Isefjord og dannede Lammefjorden, som i slutningn af 1800-tallet blev opdæmmet og pumpet fri for vand. Trolden kastede vanten over nakken og fulgte Sejerøbugten nordom op imod Solåsen ved Lumsås. Ved Tjørnholm vadede den ud i havet, og gik et godt stykke, ind til vandet nåede den til halsen. Så tog den vanten af nakken for at bruge af jorden. Men der var hul i den, og da trolden vendte sig om, kunne den ind imod Solåsen se, at den havde drysset en lang smal odde af jord, som stak op over havet. Først en lille top ved Knartelsbakke og så en langt større, som blev til Oddenøen. Trolden blev gal og opgav sin rejse, og klippede hul på vantens tommeltot, så jorden dryssede ud, hvor den stod. Det blev til Gniben med den stejle væg. Og da trolden slog med vanten op imod nord, plaskede resten af jorden og en del sten i vandet. Det blev til Sjællands Rev.

Man kunne gå fra Odden til Sejerø

Man kunne gå fra Odden til Sejerø

En sådan tilblivelseshistorie forklarer, hvorfor Odden strækker sig vestud i havet. Men selvom odboere i generationer på generation har hørt den, byder den sidste istid også ind med sin tilblivelseshistorie. Ved slutningen af den istid for 20.000 år siden var der flere genfremstød, hvor isen i brede tunger stød frem igen. En af de sidste kom for 19.000 år fra nordøst og skubbede sten og jord foran sig og efterlod sig Lumsås, bakkerne på Odden og det undersøiske Sjællands Rev.

I det sidste isfremstød for 17.000 år siden, som dækkede Sjælland og Fyn og stoppede i Østjylland, skabtes Odsherredsbuerne ved Højby, Vig og Vejrhøj, og da klimaet for 16.000 år siden blev markant varmere, løb smeltevandet ud over Sejerøbugten, forbi både Sejerø og Odden. Sejerø og Nekselø og Samsø blev i øvrigt dannet af et isfremstød fra sydøst. Inde i Odsherred kom de bakker og søer til syne, som vi i dag kender. Landet hævede sig, fordi istrykket var væk. Man kunne gå fra Odden til Sejerø. Ja, Danmark var landfast – også med England og Skotland på den anden side af Nordsøen. Dog afskåret af store floder, som Lillebælt og Storebælt, der afvandede Østersøen.

Isens fortsatte smeltning inde over Norge og Sverige, betød, at havet for 8000 år siden begyndte at stige hurtigt, selvom landhævningen fortsatte. Det betød, at havet stod 4,5 meter højere end i dag, så der for 7.000 år lå flere småøer i Sejerøbugten. Ordrup næs var en ø, og Sejerø var delt i flere småøer, og mod nord lå tre øer. Mod vest, Gniben, der strakte sig op over Sjællands Rev og var noget større end idag. Næstefter den store ø, den 7-8 km lange Oddenø med sine runde bakker, hvori istiden havde efterladt stenene og den lerholdige jord imod syd. Længere inde, tæt ind under Tjørnholm, den langt mindre ø, Knartelsbakke. Da var de første jægersamfund for længst dukket. Måske kom de ikke først. For måske strejfede menneskets uddøde nære frænder, neandertalerne rundt under den sidste mellemistid for 120.000 år siden og jagede rener og mammutter i området omkring Odden. Det er ikke til at vide, men de første jægersamfund jagede for 10.000 år i al fald rener og mammutter.

Man skal forestille sig Sejrøbugtens havbund. Forestille sig, at jægerne jagede i et koldt tundralandskab med buske, småbirk og fyr og levede på skiftende bopladser. Måske i læ mellem Oddens bakker, som enhver tilflytter i dag lige skal opdage, fordi de i ordets forstand, afrundet hæver sig i både små og store bakker. De bærer på en egen skønhed, man skal lære at fokusere på, fremfor alene at fokusere på den altid nærværende udsigt. Herfra imellem bakkerne, kunne en lille gruppe på 8-12 af de første odboere, holde udkig med slettelandet. Med byttedyr og andre grupper. Der var nok plads, og dog kunne det blive nødvendigt at forsvare jagtområdet. Også til at bryde op og forlade bopladsen, hvis der intet bytte var. Generation på generation af odbojægersamfund har set vandet stige. Ganske langsomt, og dog i nogle generationer ganske drastisk. Det blev varmere, elletræer voksede i sumpede områder og egetræer trivedes godt, især på den gode lerjord. For 7.000 år siden kunne jægersamfundene leve rigtig godt på de øer, der der stod tilbage efter havstigningen. På Gniben, Oddenøen og Knartelsbakke. Nu mere bofaste og tæt på havet. Man jagede ikke kun pattedyr og havfugle med bue og pil. Man fiskede og samlede østers. Flere flintstensfund på Odden, bl.a. ud imod Kattegat på Yderby Lyng fortæller om de første jægersamfund og deres bopladser.